Eneundervisning i tale og improvisation

Uanset hvor god du er, gør dette individuelle forløb dig bedre til at tale, agere autentisk og improvisere i situationen.

Ved første møde analyserer vi dit udviklingsbehov og formulerer en vision. Den kan lyde:

  • Jeg vil nyde at tale for en forsamling.
  • Jeg vil være robust overfor det uforudsete, gribe situationen og improvisere.
  • Jeg vil fokusere på de andre i rummet frem for min egen performance.
  • Når jeg taler for mange, skal det falde naturligt, hvem jeg har øjenkontakt med, og hvad jeg gør med hænderne.
  • Jeg vil bruge stemmen i dens naturlige toneleje med al dens fylde frem for at ændre den for at virke på en bestemt måde.
  • Jeg vil artikulere tydeligt og tilpasse volumen til rum eller mikrofon.
  • Jeg vil turde at råbe og synge.
  • Jeg vil have et serviceeftersyn som taler og opnå verdensklasse.

Arbejdssprog kan være dansk og engelsk, og jeg har erfaring med at undervise både private elever, mellemledere, topledere og en enkelt skuespiller.

Under opvarmning fokuserer vi her på at få åndedrættet lagt dybere, så maven frem for brystkassen hæver og sænker sig under vejrtrækning.

Hvad foregår ved møderne?

Første session varer halvanden time, hvor vi drøfter dine behov, inden vi går på gulvet. Efterfølgende mødes vi en time ad gangen og begynder med en kort status, hvorpå vi igen går på gulvet. Jeg demonstrerer øvelser, som du gennemfører, eller vi improviserer sammen. Jeg instruerer, side-coacher, optræder måske som lærer-i-rolle og giver feedback. Hvordan vi konkret arbejder, afhænger af dit udviklingsbehov. Inden vi går hver til sit, får du et fokuspunkt; noget at øve på eller reflektere over inden næste møde.

Korte onlinemøder mellem de fysiske er mulige, og efter et forløb tilbyder jeg 20 minutters gratis online eller telefonisk opfølgning som en gensidig evaluering.

Hvor mange møder?

Afhængigt af, hvor meget du anvender det lærte og reflekterer mellem møderne, vil du opleve en markant forbedring efter fem sessioner. De fleste forløb er på otte møder over et halvt år.

Undervisningen kan foregå hos dig, på din arbejdsplads eller i mit lokale på Østerbro, København. Se priser i prislisten.

search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close